Vejen tilbage – fra kaos

ID 6579783 © Arbi Babakhanaians|Dreamstime.com

I 1929 skrev den tyske forfatter, Erich Maria Remarque, romanen “Der Weg Zurück” eller “Vejen Tilbage”, den handler om tyske soldater, der forsøger at komme tilbage til civilisationen efter mareridtet og det uendelige kaos i 1. Verdenskrigs skyttegrave. Hovedpersonen ser ikke med milde øjne på samfundet efter krigen.

Vi er nu to måneder inde i den største krise siden 2. verdenskrig og facaden i vores historie om den danske håndtering af virusudbrudet er ved at krakelere. Der er flere ting i frit fald:

  • Folk med faglige kompetencer er i stigende grad kritiske overfor ikke mindst informationshåndteringen fra dem der fremstår som myndighedpersonerne.
  • Os, der skal forsøge at holde virksomheder kørende, kan ikke forstå, at der slet ingen planer er for, hvordan vi kan komme igang igen, eller hvornår vi ser noget til de penge, støtteordningerne skulle give os.
  • Inddæmningen af befolkningens frihed til at agere fornuftigt under ansvar i nu længere tid fremprovokerer en stigende polarisering og desperation.
  • Corona virussen er blevet et trumfkort til at stoppe al diskussion. Ingen tør rigtig sige højt, at de valg vi træffer, koster på andre områder. For lidt siden var det klimadiskussionen eller identitetsdebatten, nu er det altså Corona virussen.

I de første artikler om krisen (se her… og her…), var der en positiv stemning overfor den resolutte handling, erkendelsen af kaos og den kraftige aktion for at stabilisere. Mette Frederiksen gjorde en tillidsvækkende figur. Men efter denne magtdemonstration er det som om, der bare er tomgang på indholdsfronten. De samme trætte ansigter, løftede pegefingre og ekspertkonklusioner uden underbygning. 

Er det virkelig sådan, at vi kun magtede at træde hårdt på bremsen og stoppe alt – det kræver jo ikke stor indsigt. Nu er vi så på Herrens mark med at komme igang igen. Har vor regering, folketing og myndigheder ikke andet at byde på end overbærende tale og udskamning af os, “børnene”. Det er som om vi er tilbage til “mor er ikke sur, mor er skuffet!” metoden, som vi kender alt for godt. Selvom det ikke altid er mor Mette, der udtaler den.

Uigennemsigtig information

I modsætning til vore nabolande får vi ikke noget at vide om de grundtal, der ligger til grund for diverse udmeldinger fra myndighederne, der er altså ingenting vi kan gøre for at checke konklusionerne. Mange eksperter råber nu ret højt om dette problem. Så teeenagerne blev udskammet for at smittetallene steg, hvordan kom vi frem til det? Er det fordi vi har ændret målemetoden? Vi får det ikke at vide. 

Ingen plan for åbning

Det er helt forståeligt, at der ikke kan være en præcis og detaljeret plan for alt i denne situation, men det, at der ingenting bliver sagt er dybt bekymrende. Så har vi som borgere ingen begrundelser for de beslutninger, vi tager, kun mavefornemmelser eller også lader vi os paralysere. 

Vi bliver kunstigt holdt i kaos domænet. Det er næsten altid fordi dem, der sidder på magten under kaossituationen, egentlig ret godt kan lide den situation, og derfor gerne forlænger den. Men det er forhåbentlig ikke sandt i denne situation!

Tab af frihedsrettigheder

Vi skal pludselig lade alt om Corona situationen styre vore handlinger absolut, uden at balancere det op imod tab af liv pga, udsatte kræftoperationer, livsgrundlag pga. økonomisk tab eller andre mere bløde konsekvenser for unge og ældre, hvis liv bliver sat på stand by.

Det er ok, i meget kort tid, men så må der være en vis stabilisering, viden må være opbygget til at kunne formulere en hypotese om, hvordan vi kommer igennem og tilbage til en form for normalt liv.

Der er selvfølgelig dem, der råber på mere central styring, tragikomiske situationer, hvor folk, der har ødegård i Sverige, forlanger at regeringen må komme med et forbud mod det, “det ville være meget nemmere!” Det går bare ikke. Vi er under alle omstændigheder nødt til at have modet til at tage ansvar for vores eget liv, illusionen om at den “gode anonyme stat” altid løser vore problemer kan ikke opretholdes. “Der er ingen evidens”, som Mette Frederiksen sagde i en anden sammenhæng.

Dette øger polariseringen og desperationen, før eller siden springer proppen af flasken og vi har voldsomme konsekvenser. Hvis der er våben i samfundet, så griber folk til dem og invaderer parlamenter som i USA. Her går det nok ikke sådan, men irreversibel tab af tillid i samfundet og til vore institutioner med snigende selvtægt er absolut en mulighed. Se i spejlet og overvej hvad vi egentlig kunne være i stand til.

Tab af diskusisonsret

Det punkt er selvfølgelig en følge af det forrige. Men den åbne diskussion med respekt for dem, der har en anden overbevisning, er selve grundstammen i et samfund med rettigheder for individet. Vi må ikke lade os kue til tavshed af hverken den ene eller den anden totalitære agenda, selvom den isoleret set repræsenterer noget godt.

Se på ethvert totalitært regime i dag og i historien, i lande og i organisationer. Det, despoten altid sørger for først, er, at der kun er en mening, der kommer frem, nemlig hans egen  – eller hendes egen i ligestillingens ligeledes hellige navn.

Konklusion 

Som et opråb til vore politikere og myndighedspersoner: 

  • Accepter nu præmissen om åbenhed, fortæl hele sandheden, ikke kun det photoshoppede billede, som det hedder i vore dage.
  • Lad være med at forsøge at se godt ud, bedre end de andre. Der er som om, at efter den første kraftige handling, så er det hurtigt blevet hverdag, hvor både politikere og embedsmænd nu som første prioritet forsøger at skabe den mest positive fortælling om dem selv og deres institutioner.
  • Indrøm fejl. Ja, vi var elendigt forberedt, og det er ikke kun den nuværende regerings skyld. Ja, vi har ikke styr på at kunne måle ordentligt – vel nok det største problem i at lære at forstå situationen, vi kan ikke detektere virkeligheden ordentligt.
  • Sæt et troværdigt, tværfagligt team sammen til på bedst mulig måde at få hoved og hale på situationen.
  • Sæt nogle konkrete mennesker til at lære af den situation, vi er på vej igennem, lad dem samle viden op. Det skal ikke være de samme som står for krisestyring.

Romanen “Vejen tilbage” slutter med hovedpersonens dybe desillusionering i forhold til datidens samfund og elite, som i hans optik skabte den store katastrofe, der hed 1. Verdenskrig, og ikke viste nogen tegn på anger eller villighed til at reformere sig. Kort tid efter fik man i Tyskland det rendyrkede totalitære samfund med Nazismen, der i øvrigt straks forbød Erich Maria Remarques bog.

Jeg håber stadig, at vi som samfund er i stand til at være større end som så, og vælge en bedre vej tilbage fra Kaos

Print Friendly, PDF & Email