Penge ændrer alt…

 

ID 25383081© Steve Mandamadiotis | Dreamstime.com

I 1983 indspillede Cyndi Lauper en coverversion af Tom Gray’s undergrundshit “Money changes everything”. Temaet fra sangen har været i mine tanker i et stykke tid og jeg har på det seneste reflekteret over hvordan fokus på penge – i mange situationer – kan fordreje et hvilken som helst underliggende mål, vision eller allerede eksisterende formål.

Jeg besluttede at skrive konklusionen ned med fokus på to ting: hvad der generelt motiverer os som mennesker og mere specifikt, hvordan fokus på penge påvirker de principper fra Agile og Lean, som vi støtter op om.

Jeg er muligvis fastlåst i en firser-tidslomme, men omkvædet fra sangen, synes jeg dog stadig, er relevant i dag måske især set i sammenhæng med de Agile principper.

Money changes everything
I said money, money changes everything
You think we know what you’re doing
We don’t pull the strings
It’s all in the past now
Money changes everything

 

Penge ændrer alt
Jeg sagde penge, penge ændrer alt
Vi tror, vi ved, hvad vi har gang i
Men det er ikke os der trækker i trådene
Det er alt sammen fortid nu
Penge ændrer alt

“The Agile–industrial Complex”*

Daniel Mezick

For nyligt anbefalede Niels Pflaeging mig denne samling af tanker og kommentarer af Daniel Mezick om udviklingen indenfor den Agile bevægelse http://newtechusa.net/aic. Hovedidéen handler om det såkaldte Agile–industrial Complex – et udtryk der i sig selv bærer en beskyldning om at Agile er blevet en lukket industri i sig selv, som der både er penge og politisk indflydelse i at opretholde. Der argumenteres for at denne industri har fordrejet de originale Agile idéer.

Daniel Mezick’s primære bekymring i samlingen drejer sig om det at indføre Agile praksisser med magt. Han skriver:

En næsten 100% accept af tvangsindførelse af Agil praksis i teams er blevet en kulturel norm inden for den Agile industri. Denne tolerance over for tvang er i høj grad respektløst overfor mennesker. Det er den mest presserende problemstilling indenfor Agile i vores tid.

Pointerne, der bliver fremført, er fuldt ud valide i min optik. Pointen ovenfor resonerer med en udtalelse fra Dave Snowden, som jeg ofte bruger:

Viden kan kun fås frivilligt, det kan ikke tvangsudskrives!

Indenfor vidensarbejde er det nødvendigt at engagere folks tanker og ikke blot deres hænder. For at nå det mål, er man nødt til at behandle folk som frivillige. Folk er nødt til aktivt at melde sig ind i situationerne med alt, hvad de er, og kunne se det attraktive ved at være med. Det er ikke nok bare at fortælle dem, at det skal de. Folk er nødt til at:

  • Tage den større vision til sig – formålet med det der leveres eller produceres
  • Erfare det positive ved at have en vis mængde selvbestemmelse over deres arbejde
  • Erfare det positive ved at lære, mestre nyt og klare udfordringer

Disse tre hovedpointer er tilfældigvis de kategorier, som den norske professor Anders Dysvik beskriver som afgørende for at kunne have indre motivation i sit arbejde.

Jeg er fuldstændig overbevist om, at hvis man ønsker en Agile og Lean organisation, så er folk nødt til at blive inviteret med en overbevisende fortælling om værdien i dette – og derefter selv vælge at være med og se det som noget positivt, som de kan blive en del af. Det er måske overflødigt at sige, men det, de får tilbudt og vist, er naturligvis nødt til at være ægte og ikke bare en facade eller et paradenummer skabt af ledelsen, marketingafdelingen eller HR for at lokke folk til. Mange Agile introduktioner eller transformationer er mislykket af den årsag: folk er blev “solgt” en fremtid, som der aldrig var nogen intention om at levere.

Ud fra Mezicks perspektiv er det såkaldte Agile–industrial Complex skyld i den sørgelige tilstand tingene befinder sig i, og jeg er igen enig med hans identifikation af årsagen, selvom jeg måske ikke ser det, som den eneste årsag til at ægte Agile Lean kultur i organisationer ikke er slået tilstrækkeligt igennem.

Men det var altså Daniel Mezicks beskrivelse, jeg synes gav genlyd i sangen “Penge ændrer alt”. Lad os herfra nu tage et spadestik dybere.

Hvordan penge har ændret alt, vi kalder Agile

Da Agile blev formuleret gennem Scrum, “The Agile Manifesto” og andre initiativer, så passede det som fod i hose med en generel fornemmelse af, at “der er brug for noget nyt” efter dot-com boblen brast i 2001. Agile blev hurtigt den hippe, seje, fede eller cool ting at blive associeret med – afhængig af hvilket årti, man lige er forankret i. 

Det blev en bølge, og fordi vi alle til dels er påvirket af det neo-tayloristiske pseudo-videnskabelige trossystem med et stort fokus på eksperten og den stærke leder, så havde vi brug for eksperter. Mange bød ind og påtog sig roller som eksperter; nogle var meget vidende, nogle blev blot kendisser, og nogle solgte bare varm luft. 

Det var Klondyke eller Guldfeberen i 1848 i Californien forfra igen; og ligesom dengang, så var det dem, der solgte værktøjer, gav råd og hjalp med at arrangere rejserne, der tjente flest penge på situationen, og generelt ikke dem, der var ude at lave gravearbejdet. 

Mezick’s perspektiv og analyse er tydeligvis formet ud fra en amerikaners synsvinkel. Det er der ikke noget galt med, men i europæiske sammenhænge er der også andre kræfter på spil. Da jeg selv har boet i USA, vil jeg her driste mig til at komme med et par observationer:

  • I USA bevæger alt sig i store bølger, en boble bygges op og så sprænger den. I dag hævder man en ting på det kraftigste, i morgen er det en anden. 
  • I USA er det altafgørende at være en kendis. 
  • I USA er der enorme summer at hente for konsulentvirksomheder. Der er langt større accept af konsulenter og deres ofte skyhøje salærer sammenlignet med i Europa. 
  • I USA betyder det alt, hvordan noget ses og opfattes. Medierne kan opbygge eller ødelægge en person på 24 timer. Der er ingen praktiske begrænsninger for marketing, og manipulering af folks holdninger er bredt accepteret. 
  • I USA betyder konkurrence alt. Forretningsanliggender ses generelt som et nulsumsspil, hvor, hvis der er vindere, så er der også nødt til at være tabere. Grådighed er godt. 

Vi er ikke langt bagefter i Europa. Selvom det ofte er lidt forsinket, så virker det til at de fleste bevægelser – positive og negative – også kommer her til Europa i en eller anden form. 

Men for hvert af punkterne nævnt ovenfor er der også en positiv side, jeg kritiserer ikke bare USA:

  • I USA er folk generelt mere villige til at forandre sig og prøve nye ting. 
  • I USA findes den Amerikanske Drøm stadig – troen på at enhver kan arbejde sig til tops.
  • I USA kan alle og enhver næsten promovere og sælge ting. 

I Europa og især her i den danske andegård, har vi ofte andre forhindringer; vi vil gerne have veldefinerede systemer til alting, som folk bør passe ind i, og vi vil dybest set gerne at alle opfører sig lidt ens. Vi vil gerne have at alt bliver reguleret for det fælles gode. F. Winslow Taylor ville have elsket dette. 

Da Agile og Scrum kom frem, var der lige pludselig rigeligt med penge at tjene indenfor dette her. Vi følte alle, at vi måtte kaste os over det for at undgå at blive efterladtes i støvet. 

Mønsteret bag Scrum og Agile blev et “industrial complex”, sammenligneligt med andre bevægelser, der kom før så som Lean, Process Re-engineering, Six-Sigma og Knowledge Management. Der kom, store spillere på banen – organisationer der tilbød uddannelse og certificering, store konferencearrangører, værktøjsleverandører og konsulentvirksomheder og medierne piskede en stemning op. 

De store muskler og de store penge rykkede ind. Traditionelle spillere på banen så forretningsmuligheder – eller måske syntes de at det var en nødvendighed – og vi fik PMI Agile Practices, PWC Agile Project Delivery og endda PRINCE2 Agile. Agile blev et modeord, der udløste købe-reflekser. De nævnte organisationer, er egentlig rodfæstede i en verden af planlægning og stabilitet og ikke innovation og manøvredygtighed, især PRINCE2, med dets mantra “Planlæg, Delleger, Monitorer & Kontroller”. Men de har gladeligt taget den Agile mærkat på sig, fordi der er gode penge i det.

Det mest imponerende salgs-spin i senere år må være den SAFe har leveret. Det lykkedes Dean Leffingwell og co. at tage deres tunge processer (RUP Rational Unified Process), som de promoverede for 20 år siden, friske det op og sælge det som Agile. Det kunne sammenlignes med at være på kur og bestille en dobbelt cheeseburger med ekstra mayo, dobbelt pomfritter og en så en sukkerfri cola. Fra et rent forretningsmæssigt synspunkt (altså profitskabende) så er det udført på helt genial vis. Det er næsten blevet sit eget økosystem eller ‘industrial complex’, hvor ethvert spor af agilitet er isoleret til de laveste taktiske niveauer, hvor arbejdet udføres. De har givet traditionel ledelse et koncept, hvor igennem organisationen udefra ser ud til at ændre sig og følge med tiden, mens ledelsen i store træk bibeholder deres måde at fungere og arbejde på stort set uforstyrret. 

De dybere aspekter, der gør penge besnærende

Timothy Keller

Præsten Tim Keller fra New York udlægger udtrykket fra ‘Fadervor’: “Giv os i dag vores daglige brød” på denne måde:

“[Giv os] nok til at vi ikke fristes til at gå på kompromis med vores fornemmelse for rigtigt og forkert for at kunne brødføde os selv og vores børn; men ikke så meget at det bliver vores afgud, og at vi derfor går på kompromis med vores fornemmelse for rigtigt og forkert med det formål at få mere bare for at få mere.”

Jeg tror, at mange vil kunne være enige med princippet bag denne forklaring. Det der er sket med den Agile bevægelse er at pengene er blevet så store, at det i høj grad styrer folks adfærd. Det er et eksempel på adfærd, der styres af “ydre motivation” (extrinsic motivation) som dokumenteret af Anders Dysvik:

““Kendsgerningerne er fuldstændig entydige på dette område. Der er ingen tvivl om at under stort set alle omstændigheder, hvor folk gør ting for at blive belønnet, så underminerer disse ydre og meget konkrete belønninger den indre motivation.” ― New Scientist 9. April 2011 s. 40-43

Der, hvor der er tydelige, kvantificerbare ydre belønninger, vil disse vinde over vores indre motivation og enhver dybere fornemmelse for rigtig og forkert, hvad vi burde gøre. Penge er den reneste form for ydre motivation. Daniel Kahneman har studeret menneskelig adfærd fra mange vinkler, han siger:

“Det generelle tema bag disse resultater er tanken om, at penge leder til individualisme: en modvilje mod at involvere sig med andre, at være afhængige af andre, eller at acceptere krav fra andre.” ― Daniel Kahneman, Thinking, Fast and Slow

Hvis vi har et udpræget fokus på penge som den vigtigste faktor i vores beslutninger og generelle adfærd, så virker det til at fremprovokere en aggressiv form for individualisme, hvor andres behov let kan ignoreres eller endda ofres.

Det ser ud til, at være det samme med alle denne slags simplificerede målestokke. Hvis helt enkle tal bliver brugt som KPI’er (Key Performance Indicators) eller som den afgørende faktor i vurderingen af, om noget er en succes eller en fiasko, så ses samme effekt. Det er det samme, når ansatte eller studerende bliver rangordnede efter karakterer eller efter deres position i hierarkiet. Hvis karakterer bliver målet for en person eller positionen i et hierarki bliver måleenheden for en ansats værdi, så bliver alle andre til konkurrenter, der kæmper om de samme attraktive placeringer. Dette underminerer og ødelægger samarbejde og teams.

General Stanley McChrystal fandt i 2003 ud af, at for at kunne hamle op med Al Qaeda i Irak, så var han nødt til at ændre koalitionens organisation, så det blev en Team-of-Teams struktur. Et afgørende skift var at komme væk fra den amerikanske hærs indgroede kultur, der bestod af, at enten bevæger man sig opad i hierarkiet eller også bevæger man sig ud. Der var så overdrevet et fokus på hierarkiet og det at makke ret, at effektiv handling blev undertrykt.

Hvis forenklede sammenlignelige mål (KPI’er) så som penge, rang eller hierarki bliver dominante i en organisation, så ser det ud til at udløse en mørk side ved den menneskelige natur, noget Tim Keller også har nogle kommentarer omkring. I en kommentar om det tiende bud: “Du må ikke begære” siger han:

At begære (eng: covet) er ikke kun at ønske at du har, hvad din nabo har, eller at være misundelig på hans ejendele eller status, men rent faktisk at finde en vis glæde i at han mister det.

Misundelse af denne slags er ødelæggende i enhver form for samarbejde. Det skaber et miljø af politiske manøvrer og skjulte motiver, en udtalt mangel på psykologisk sikkerhed. Vi er nødt til at fostre en kultur i organisationer, som modvirker denne mørke side i så vid udstrækning, som det er muligt.
I organisationer handler det om at skabe den rigtige balance. Jeg argumenterer ikke for et romantisk eller utopisk syn på organisationen, hvor alle blot gør, hvad de føler for lige nu. Der er nødt til at være en balance med frihed og indre motivation for individet, mens ansvaret over for det kollektive bibeholdes: kunder, kollegaer, interessenter og samfundet som helhed fastholdes.
Det er det, vi prøver at opnå med vores indsats for Agile Lean Leadership. Frihed og indre motivation, men også tilstrækkelig med struktur og afgrænsning, så det kan forstås, opretholdes og skabe resultater. Til ære for James Madison, en af fædrene bag USA’s Constitution:

“Hvis mennesker var engle, så ville det ikke være nødvendigt med en regering.”

Konklusion

Vi er nødt til at udfordre den dominerende neo-Tayloristiske syn på organisationer ved at promovere Agile Lean Leadership principper. Men vi er også nødt til at udfordre vore kollegaer i The Agile–industrial Complex, når der tilføjes fremmedlegemer eller usunde elementer i det, der stadig bærer mærkatet Agile. 

Vi har derfor besluttet at starte på en rejse i 2020, hvor vores koncept og mønster Agile Lean Leadership og det tilhørende online værktøj Agemba overføres til Public Domain, styret af et netværk af mennesker, som udvælger et fakultet af værger (guardians). De vil, ud fra deres bedste evner, sikre den fremtidige retning af begge. 

Vi er alle nødt til at tjene penge, men det er afgørende for os ikke at lade “Penge ændre alt”. Du er velkommen i vores Netværk, send gerne en email til info@agileleanhouse.com for at få yderligere information om dette. Det hele vil udfolde sig og formes i de første måneder af 2020 og vi har et afgørende event i Vejle, Danmark fra d. 20 til d. 23 Januar 2020, læs mere her…

Hvis det at tjene andre er under din værdighed, så er ledelse af andre uden for din rækkevidde ― anonym

Godt Nytår med de bedste ønsker for 2020, Anne Due Broberg og Kurt Nielsen

*) Udtrykket “The Agile–industrial Complex” spiller på en lighed med udtrykket “The Military-industrial Complex” der betegner den – til tider uhellige – alliance mellem det amerikanske militær og leverandørerne af militærudstyr, der ofte har sørget for at køre investeringer i våben op i højest mulige gear. Udtrykket blev for alvor kendt da præsident Eisenhower advarede imod konstruktionen i sin sidste præsidentielle tale i 1961.

 

 

Print Friendly, PDF & Email