- Jeg undrer mig over, at vi ikke magter at skabe omstændigheder, så folk i større tal er engagerede i deres hverdag.
- Jeg undrer mig over, at vi ikke kan se at det klassiske magthierarki med det tilhørende krav om detaljeret upfront planlægning og måltal ikke fungerer i praksis og men bare sløver alting ned i slæbegear med skræmmende lidt fokus på resultatet.
- Jeg undrer mig over, at fakta om god ledelse med respekt for folk, der har været kendt i 70 år, ikke synes at blive taget i betragtning.
Hvis læseren også undrer sig, og gerne vil have nogle løsningsmodeller at starte med, så tag fat i os med det samme og lad os komme i gang. Hvis der er behov for bare lidt mere argumentation, så læs gerne videre.
En af mine gode kollegaer bruger ofte dette trick at gå ind i en svær diskussion med ordene “Jeg undrer mig…” hvorefter det, der egentlig er sagens kerne, bliver fremført. Dette er en god strategi, for vi vil gerne have dialog og finde løsninger sammen, og derfor har vi brug for åbninger uden konfrontation til denne dialog. Det er normalt tilladt at undre sig, det er OK, at jeg ikke har forstået alt.
Så lige nu undrer jeg mig så over, at vi i den dybeste multifacetterede krise i mands minde, ikke magter at lære af historien og erfaringerne og udnytte potentialet i mennesker, hverken som samfund generelt eller i virksomhederne.
For at løse vore store udfordringer med at få samfundet i gang igen, har vi brug for alle kræfter og al engagement fra mennesker. Hvis vi skal lykkes med det, så skal folk se tydelige mål, de kan relatere til, opleve tillid og frihed, ikke mikrometer styring, og de skal opleve, at de selv kan vokse og blive bedre.
Det sker ikke i øjeblikket. I store træk har vi en regering, der ser ud til at være ganske tilfreds med at styre os per dekret uden forklaringer. Vi har også organisationer og virksomheder, der enten profiterer på situationen og derfor ikke skal have noget ændret, eller som er pressede og derfor kræver statsstøtte.
Vi ser tilliden til institutioner som den finansielle sektor smuldre med afsløringer af magtmisbrug. Vi ser tillid til det politiske system smuldre med afsløringer af folk, der ikke kunne håndtere at have magt og forfaldt til at udnytte andre. Der er åbenbart et kæmpe problem med at folk, der får magt oplever at være berettiget til at tage selv (på engelsk “entitlement”).
Som én ven i USA sagde spøgefuldt om bestikkelse og korruption: “Enten, så skal vi have det stoppet, eller også vil jeg have en større mulighed for at være med i det!”
Der er naturligvis lommer af solstrålehistorier rundt omkring, men generelt ser det ikke kønt ud.
Magt og hierarki
Vi bryster os af at være et samfund med stor lighed og lille magtdistance fra top til bund. Men alligevel har vi fået gjort det at være leder til i bund og grund at kunne sammenlignes med at være medlem af et slags nyt hierarkisk aristokrati. Alle fordelene og de gode ting i tilværelsen kommer med position i hierarkiet, både i det offentlige og det private.
Vi ser det hele tiden i medierne, vi oplever hele tiden sammenkoblingen af position, magt og privilegier. Men magt korrumperer. Mennesker med megen magt kan nemt komme til at leve i en rus; dopamin pumper rundt i kroppen næsten som i en kokainrus, hvis man lader sig rive med. Med det kommer den snigende følelse af, at jeg har ret ret til den luksusrejse, at gramse på sekretæren eller hænge en personlig fjende ud som krænker, bare fordi jeg kan. Magt er et voldsomt narkotikum.
Professor Dacher Keltner fortæller om et eksperiment, hvor en gruppe skulle løse en opgave sammen. En af dem blev udnævnt til leder af gruppen, der blev serveret forfriskninger, herunder cookies. Der var én cookie mere, end der var personer i gruppen. I en skræmmende høj procentdel af grupperne, tog lederen bare den ekstra cookie uden videre. Vi kan næsten ikke lade være.
Det er ikke tilfældigt, at vi ser de mest spektakulære etiske sammenbrud i den finansielle sektor og politik. Her er magten rendyrket, der er stort set ikke andre mål. Selvom en del vil andet også, så opnås det igennem magt. Penge er magt og magt er penge. En kultur centreret om “berettigelse” – med alt hvad der følger med – får meget let fodfæste
Vi bliver nødt til at bryde med denne delvist underbevidste fascination af magt; også selvom den måske er pakket pænere ind i vores socialdemokratiske andedam end i en række andre lande.
Magt må ikke være et mål i sig selv. Men hvad er så et værdigt mål? Det er et ønske om at forbedre organisationer, og fokusere på at skabe reel værdi for alle, der er involveret både kunder, ansatte, borgere og samfundet som helhed. Et værdigt mål for at søge indflydelse er at være optaget af at tjene, at yde service, at lede med respekt for dem, man har ansvar for og indflydelse på.
At påtage sig lederskab er at påtage sig en tjeneste.
En sådan ændring i opfattelsen af, hvad ledelse handler om, kan desværre ikke løses med den rigtige spindoktor eller de rigtige posters med slogans, der forbedrer vores image. I stedet kræver det, at vi hver især aktivt vælger at søge indflydelse og handle ud fra et ønske om at tjene og servicere andre, selvom det ikke giver position, økonomiske fordele eller street credit.
Hvordan ændrer vi vores måde at tænke om ledelse på?
Der er sikkert mange, der allerede har afskrevet dette indlæg nu. Nogle vil sikkert hurtigt have trukket de briller på, der kategoriserer min retorik som venstreorienteret, fluffy-duffy, verbal candyfloss, der ikke holder en meter i den rigtige verden. Andre vil have afskrevet det, fordi jeg som midaldrende hvid mand ikke har ret til at udtale mig, da jeg jo selv er privilegeret, så hvad ved jeg egentlig om noget?
De fleste af os har svært ved at høre noget, der ikke bekræfter det, vi allerede er overbeviste om. Men der er en tredje vej, hvis vi skal undgå polariseringen og kunne fungere sammen i organisationer og i samfundet som helhed.
- Det starter med at fokusere på værdistrømmen, hvad skaber værdi for vores kunder, eller dem, vi servicerer? Hvordan kan vi gøre det bedre?
- Dernæst må vi hele tiden have øje for spild af tid og andre knappe ressourcer, så vi ikke sander til i en bureaukratiske selv-fed zone med højlydt march på stedet.
- Endelig må vi fundamentalt have respekt for mennesker og delegere ansvar så lang ud i organisationen, som der er nogen, der kan bære det. Ethvert menneske, selvom jeg er nok så uenig med ham eller hende, har krav på min respekt, ikke at jeg accepterer og adopterer synspunkterne nødvendigvis, men behandler vedkommende som et medmenneske.
Disse principper kommer fra det, vi kalder Lean Thinking, og blev formuleret for 70 år siden af W. Edwards Deming. Bagved disse principper ligger en erkendelse af, at verden er kompleks. Vi har kun fragmentarisk viden, men må agere alligevel. Hvis det ikke var tydeligt før, så bør det bestemt være det nu, 8 måneder inde i en Corona krise, som vi ingen ende kan se på.
Vi kan ikke sætte os realistiske, grandiose mål, for vi ved simpelthen for lidt om, hvordan det hele spiller sammen. Det vi kan, er at lede efter udviklingspotentialet i nutiden (“Looking for the evolutional potential in the present” som Dave Snowden siger), og hver gang vi tager et valg om en handling, så gør vi det for at trække i den ønskede retning.
I tillæg til dette er der mange psykologiske undersøgelser, der viser, at høj livskvalitet er stærkt forbundet med at give, ikke at få, og slet ikke at tage. Men hvordan får man den enkelte til at demonstrere denne adfærd i praksis i stedet for primært at fokusere på at fylde egen lomme eller vom? I sidste ende så gør den enkelte jo det, han eller hun vil. Hvordan motiveres vi som mennesker til at ville yde? Igen viser undersøgelser, at det ofte har at gøre med tilstedeværelsen af idealer, rollemodeller eller helte, om man vil. Når jeg ser på en anden, der har gjort meget for mig, så er der langt større sandsynlighed for, at jeg vælger en tilsvarende vej i mine handlinger. På engelsk siger man: “You got it for nothing, give it for nothing!”
Praktiske tiltag
Start med at invitere folk ind i selvorganiserende Teams, hvor de i gensidig respekt løser udfordringerne. Et Team bliver en social enhed, hvor det er meget nemmere at yde service til andre. Omvendt er det meget sværere at opføres sig ubehageligt. Man ser jo disse mennesker i Teamet hver dag. Hvis den enkelte anstrenger sig for at være til tjeneste for de andre, så opbygger teamet en kapital af positive erfaringer at holde fast i. Det kan bremse den mørke side af den menneskelige natur.
Vælg nogle få handlingsmønstre, der signaler tillid og respekt, og bliv enige om at handle sådan i Teamet; det giver psykologisk sikkerhed. David Marquet siger: Sommetider er man nødt til aktivt at handle på en bestemt måde, for at ændre tankemønstrene (“Sometimes you have got to act your way into new thinking!”)
De som har lederroller er først og fremmest tjenere, ikke rettighedshavere. Denne holdning er ikke bare en overvintret hippie ide, der handler om at slippe alt løs uden autoritet, og så bliver det bare godt. Nej, der skal stadig være strukturer, autoritet og processer, der gør, at vi tackler spændinger og overraskelser med respekt for alle og ikke bliver handlingslammede.
Så pak de planøkonomiske teorier, som blev trukket ned over vores hoveder på uddannelserne, sammen; tag lige New-Public-Management med i samme ombæring; og kvæl så også lige ideen om at ledelse er noget helt andet end almindeligt arbejde og at ledere er et nyt aristokrati. Sæt en rød sløjfe om, og kør det hele i historiens container for storskrald.
Ledelse er først og fremmest en service, der hjælper andre med at vokse og skabe resultater. Lad os se, om vi kan genopbygge dette princip. Det vil muligvis møde modstand, da kulturer ikke ændres på en dag. Måske vil nogen af os blive fyret for opsætsighed, miste en kontrakt med en kunde, en investering eller et lån fra banken, fordi tankerne er for provokerende. Men hvad havde vi regnet med? Til gengæld kan belønningen være overvældende med fornyede relationer, engagement og ekstraordinære resultater.
Vi tilbyder alle organisationer, at vi gerne vil komme ud til jer (også virtuelt on-line) og forklare jer kort, hvordan I kan skabe mere værdi gennem lean, teams og tjenende lederskab. Så må I selvfølgelig selv afgøre, om I tror på det, og om I har modet til at ville gøre noget ved det.
