Institutionerne i det vestlige samfund befinder sig i en dyb ledelsesmæssig krise. Den måde, som regeringer, organisationer og virksomheder arbejder på, er tydeligvis ikke bæredygtig. I disse år oplever vi, at den gensidige tillid bliver nedbrudt, og på det ledelsesmæssige plan breder der sig en stærk totalitarisme. I disse artikler vil vi se på baggrunden for og konsekvenserne af denne udvikling, samtidig med at vi vil prøve at udstikke en plausibel vej fremover.
Jeg har arbejdet med ledelse i mere end 30 år, heraf de sidste 10 år som ledelseskonsulent og underviser i Scrum, og jeg har aldrig forstået, hvorfor der er en så skærende konflikt mellem den fremherskende ledelsesstil og det, der virkelig er brug for i forhold til at skabe værdi og resultater. Det, der har undret mig allermest, er tendensen til at koge alting ned til en række pæne tal, der kan planlægges på forhånd, især når vi alle ved, at virkeligheden er langt mere kompleks, og at man sjældent kommer ret langt med planer.
Historien om, hvordan ledelse har udviklet sig, er på én gang foruroligende og opmuntrende. Jeg blev for nylig anbefalet at læse bogen The Puritan Gift (Gaven fra puritanerne, o.a.) skrevet af brødrene Hopper. Som alt andet er den ikke fuldkommen, men jeg må sige, at den på mange områder gav mig et helt nyt perspektiv på alt, hvad der har med management og ledelse at gøre.
Bogen forklarer udførligt, hvordan USA blev den dominerende industrimagt fra slutningen af det 19. århundrede og frem til 1950’erne eller 1960’erne.
For at gøre en lang historie kort var der mange faktorer, der spillede ind. Men én vigtig faktor var helt klart den amerikanske ledelsesstil, som efter den mørke periode præget af skruppelløse industribaroner i slutningen af det 19. århundrede faktisk var ganske fremsynet. For eksempel havde den administrerende direktør et indgående kendskab til det område, som virksomheden beskæftigede sig med, og var ikke blot en administrator. Et andet princip var, at ansvaret blev lagt så langt ud i organisationen, som der var mennesker, der var i stand til at bære det. Noget, som vi prøver at få frem igen i Agile Lean-bevægelsen. Som titlen på bogen antyder, er argumentet, at når USA dengang blev stærkt, var det på grund af dyder, der var uløseligt forbundet med selve landets struktur helt fra de første grundlæggeres tid i kolonien i Massachusetts-bugten i det 17. århundrede. Det indebar et afbalanceret hensyn til, at det daglige virke skulle give værdi for kunden, den ansatte, samfundet som helhed foruden et afkast til aktionæren.
Men efter anden verdenskrig voksede bureaukratiet eksplosivt i 1950’erne, og de finansielle krumspring fik lov at vokse uhæmmet – i vid udstrækning udført af kandidater fra handelshøjskoler med en MBA i bagagen. Det store vendepunkt kom i USA omkring 1970 anført af kedelige typer som Robert McNamara. Herefter blev ledelse i det store og hele opfattet som noget, man kunne lære sig på en skole og derefter udføre som i en osteklokke uden at kende noget til virksomhedens grundlæggende arbejdsområde. Herefter udviklede der sig en overtro, der gik ud på, at alt kan planlægges og aflæses i simple tal og resultatmål (key performance indicators, KPI’er), som man nemt kunne følge op på i regneark. Det er den såkaldte ”neo-taylorisme”.
Det medførte et væld af problemer og en fascination af den stærke mand, Den Store Leder, der kan tage styringen. Når virkeligheden på den måde bliver forsimplet til noget uvirkeligt, som ikke fungerer i dagligdagen, så oplever mennesker, at de blive kastet ud i kaos, og søger derfor en stærk mand, der kan redde stumperne, og totalitarismen lurer lige rundt om hjørnet. Det er snarere reglen end undtagelsen, at de såkaldte Store Ledere har haft mest travlt med at fylde deres egne lommer. Ledernes løn blev knyttet til resultatmål som børsnoteringer og stigende afkast. Fristelsen til at manipulere med begge dele blev selvfølgelig for stor for mange ledere.
Efter mange år med næsegrus beundring for Den Store Leder, den kejserlige direktør, hvor man har set visse personers lønninger stige til svimlende højder, er almindelig sund fornuft mange steder på vej tilbage. Som sædvanlig går USA foran, negativt såvel som positivt, og Europa kommer traskende bagefter med 10 års forsinkelse. I 1980’erne udtalte W. Edwards Deming: ”Eksportér alt, hvad I kan, til venligtsindede lande – undtagen den amerikanske ledelsesstil.” Og det havde han ret i dengang.
Men nu er amerikanske virksomheder igen på udkig efter ledere med et indgående kendskab til virksomhedens arbejdsområde og med respekt for de ansatte. De er ofte vokset op i organisationen og har arbejdet sig op i løbet af en årrække. I Europa er vi stadig fokuseret på helten, der med stor beslutsomhed kommer ind fra siden med en række fantastiske ideer, der redder os. Der er næsten tale om en kult, hvor vi dyrker såkaldte eksperter. Og historien er fyldt med direktører, der springer fra den ene ulykke til den næste og får mere og mere i løn og gyldne håndtryk for hvert spring.
Men heldigvis findes der et alternativ til den form for ledelse: Agile- og Lean-ledelse, der i det store og hele bygger på et mønster kendt fra Scrum-mønster. Men der er samtidig en alvorlig advarsel om, at hvis man ikke hele tiden er opmærksom, falder organisationerne hurtigt tilbage til totalitarisme, enten den bureaukratiske eller den heroiske. Men det er, som man siger, en helt anden historie.
Bliv her på kanalen og følg med når bølgen ruller, læs de to efterfølgende artikler i serien her: #2 and #3.
